Sider

tirsdag den 31. juli 2012

Marias fødselsdag og rugbrødslagkage


Da vi i sidste uge holdt ferie i vores sommerhus kom dagen, hvor Maria skulle fejres ved sin 17 års fødselsdag. Vejret havde hun også sørget for, dagen bød på solskin og 28 grader. Men fødselsdag betyder jo også én ting - nemlig lagkage! Traditionen tro skulle familiens inviteres, og det gav endnu en god mulighed for at gå i køkkenet. Maria havde bestilt vores efterhånden traditionsbundne rugbrødslagslagkage, som består af bagte rugbrødsbunde med hindbærflødeskum og chokolade imellem. Maria havde dog valgt, at vi i år skulle eksperimentere med at erstatte fløden med en hindbærmousse i stedet, så det blev projektet! Det er selvsamme mousse, som vi også brugte, da vi lavede kagen til kagekonkurrencen - opskriften kan findes her.  


Rugbrødslagkage med hindbærmousse:

Opskriften til bundene er hentet fra kogebogen 'Gyldendals Bagebog' og lyder:
3 æg
175 g. sukker
125 g. revet rugbrød
1 spsk. hvedemel
1 spsk. kartoffelmel
1 spsk. kakao
1 tsk. bagepulver
75-100 g. hasselnødder
Æggene deles og blommerne røres med sukker til de er lyse og lette. Rugbrødet røres i. Hvedemel, kartoffelmel, kakao og bagepulver blandes og sigtes i. Nødderne hakkes og røres i. Det kan virke som en ret tør blanding, men det er kun indtil de stiftpiskede hvider vendes forsigtigt i. Vi bagte dejen i en smurt springform af tre gange ved 200 grader på nederste rille.  

Vores kære Oldemor har haven fuld af hindbær, som  vi fik lov at plukke og bruge  i kagen.
Friskplukkede hindbær gør den kun endnu bedre!
Hindbærmoussen lægges mellem de afkølede bunde, og kagen stilles på køl et par timer til moussen har 'sat sig'. Maria bestemte, at vi skulle pynte kagen med flødeskum, og vi puttede derefter den resterende mousse i en sprøjtepose med en stjerneformet tyl for at lave 'rosetterne' i kanten. Endelig pyntede vi kagen af med friske hindbær.  

Maria blev fejret med flag og solskin og en meget lækker rugbrødslagkage:) 

Hurra og tillykke!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar