Sider

søndag den 5. august 2012

Marias berømte gulerodskage

Som et sjovt tilfælde så vi, at vi havde fået en kommentar fra Peter om, hvorvidt vi lå inde med en opskrift på gulerodskage. Det er nemlig sådan, at det er en kage, som næsten kan kaldes Marias 'signaturkage'. Den har hun sørme kastet sig over mange gange og tilsmagt og forsøgt med forskellige kombinationer. Endelig er hun kommet frem til en udgave, som bare altid er lige i øjet. Den indgår nu som fast opskrift i den fine bog med opskrifter på faste klassikere, som altid kan trækkes ned fra hylden.

Så da søndagen så grå og kedelig ud og til ære for Peter, besluttede vi at kaste os over den gode klassiker. Maria insisterede dog på at sætte den gavle traver på endnu en udfordring. Hun foreslog, at kagen denne gang deltes og toppingen, som normalt blot smøres ovenpå, skulle denne gang også smøres som tyndt lag mellem de to bunde.
Det fungerede faktisk også rigtig godt:)




Kagen består i alt sin enkelthed af:
Marias gulerodskage:
140 g. hvedemel
140 g. havregryn
300 g. brun farin
2 dl. rapsolie (det er vigtigt at bruge en smagsneutral olie)
4 æg
½ tsk salt
2 tsk. kanel
1 tsk. vanillesukker
1½ tsk bagepulver
2 tsk. natron
400 g. groftrevne gulerødder
50 g. rosiner
50 g. hakkede valnødder
Topping: 
200 g. flødeost naturel
1 spsk. vand
50 g. flormelis
2 tsk. revet, økologisk citronskal
 2 tsk. citronsaft
Farin, olie og æg piskes luftigt.
Herefter blandes de tørre ingredienser og sigtes i.
Havregrynene kan have lidt svært ved at passere gennem sien, men de kan bare hældes i efterfølgende.
De revne gulerødder, rosiner og hakkede nødder tilsættes.

Dejen hældes i en smurt springform på 26 cm. og bages i ca. 45 minutter ved 160 grader varmluft midt i ovnen.

Imens røres ingredienserne til toppingen sammen og sættes på køl.

Når kagen er godt afkølet skæres den over i to og den kolde topping smøres mellem de to bunde, som lægges sammen. Resten fordeles i et tykt lag på toppen, og kagen pyntes eventuelt af med valnødder og citronskal. Havregrynene gør kagen mere fyldig og giver en god tæt krumme, og det gør heller ikke kagen dårligere at øge mængden af gulerod, det gør den bare endnu mere saftig.

Så Peter, her er en gennemprøvet opskrift på gulerodskage, som du kan give dig i kast med.

God søndag:)

- Kristina

fredag den 3. august 2012

Romflødeboller

Efter vores glædelige gensyn med Ritter Sport Rom/Rosin følte vi os inspireret til selv at kreere noget i den dur.  Og eftersom vi havde en lille flaske med Rom Aroma i køkkenskabet, var det oplagt at eksperimentere lidt med den fantastisk smag af rom.


Så vi tænkte: Hvorfor ikke lave en flødebolle med smag af rom? Tanken om en flødebolle med romsmag var alt for fristende, så vi måtte simpelthen prøve den idé af.
Vi havde absolut ingen idé om, hvorvidt det kunne lade sig gøre, men det skulle ikke forhindre os i at give det et forsøg. Og tænk engang - det fungerede overraskende godt!

Da vi skulle begynde, diskuterede vi lidt frem og tilbage om, hvordan vi skulle tilsætte romaromaen. Skulle den mon i marengsmassen, eller skulle den i chokoladen? Vi blev dog hurtigt enige om, at det umuligt kunne skade, hvis både chokoladen og marengsmassen havde en snert af rom - og ja, vi elsker simpelthen den smag!
Bare dét at åbne flasken og opleve den fantastiske duft af romkugler, der straks møder ens næsebor, er fantastisk.

Men fremgangsmåden er forholdsvis simpel:
Denne opskrift fik vi 15 fine flødeboller ud af det.
Marengsmasse med rom:
0,5 dl vand
200 gram sukker
100 gram pastereuriseret æggehvide
1-2 tsk romaroma, alt efter smag
Æggehviderne piskes let med elpisker, og en sukkerlage koges i ca. 2 min af den halve dl vand og sukkeret. Herefter tilsættes sukkerlagen langsomt til æggehviderne, og massen piskes til tyk marengs.
Når marengsen er tæt på færdigpisket, tilsættes romaromen.

Marengsen puttes på vaffelbunde med sprøjtepose og tyl (vi havde købt vores vaffelbunde i Specialkøbmanden), og de bages i ovnen i 4-5 min ved 180 grader.


Chokoladeovertræk med rom:
100 gram mørk chokolade
0,5 tsk romaroma
Chokoladen smeltes over vandbad og romaromaen tilsættes i den smeltede chokolade.
Når flødebollerne er bagt færdig i ovnen, skal de køle af, og herefter kan rom-chokoladen smøres på.
Nogle vælger er hælde chokoladen over flødebollerne, men vi valgte at pensle det på for at spare på chokoladen.
Til slut ristede vi nogle hasselnødder, som vi afskallede og hakkede og dryssede på.



 Og så var der bare tilbage at vente på, at de små rom-vidundere skulle tørre, så det dejlige, velkendte knæk fra chokoladen kunne komme, når første bid blev taget.

Og hvilket knæk! Og hvilken smagsoplevelse! Vi var meget tilfredse med, hvor godt det viste sig at fungere med en romflødebolle. Både knækket fra chokoladen og selve smagen var aldeles fremragenede. Et forsøg værd, hvis man er rom-elsker ligesom os.



torsdag den 2. august 2012

Chokoladesnak

Vi må til det. Vi kan simpelthen ikke komme uden om det. Ligesom som meget andet nødvendigt, der skal tages, skal denne også tages. Ligesom at opvasken skal tages efter en god omgang bagning eller ligesom at telefonen skal tages, når den ringer.
Så nu vil vi tage denne alvorlige ting, der simpelthen bare SKAL tages i vores øjne. Chokoladesnakken.


Problemet med chokoladensnakken er - for os -, at chokolade simpelthen findes i så mange fantastiske afskygninger, mørke som lyse, fyldte som ufyldte, dyre som billige. Vi kunne blive ved! Og selvfølgelig den mest væsentlige kontrast: Aldeles uundværlige som klart undværlige.
Så når vi nu jo så gerne vil tage denne alvorlige chokoladesnak, er vores problem, at vi simpelthen ikke har fundet vores nr. 1 chokolade. Hermed ikke sagt at vi ikke har smagt nogle fuldstændig fantastiske af slagsen.

Generelt foretrækker vi chokolade i den mørke afdeling, og procenten må gerne ligge over de 70%. Men vi har én enkel undtagelse, hvor hverken prisen eller kakaoprocenten er i den høje ende, og det er den højtelskede Ritter Sport Rom/Rosin. Og nej, den findes ikke i Danmark, så derfor har vi selvfølgelig købt et par stykker med hjem fra udlandet her i ferien.




Men selvom Ritter Sport Rom/Rosin ikke ligger i den høje ende  hverken prismæssigt eller angående kakaoprocenten, er der bare noget over den. Dens bløde konsistens passer så fremragende med rosinerne, som står i fin konstrast til de knasende nødder, der også indgår. Og så selvfølgelig smagen af rom. Der er intet bedre ord for det end: Mmm!



- Kristina og Maria.

onsdag den 1. august 2012

Jordbærtærte med veninderne


Selvom vejret for øjeblikket viser sig fra sin mindre gode sommerside, betyder det ikke, at vi lader os forhindre i at lave en masse dejlige sommerkreationer.
For mig, Maria, var der nemlig planlagt en bageeftermiddag med mine dejlige veninder Daniell og Natalia for at lave jordbærtærte. En god sommerklassiker!
Efter at have undersøgt inventaret for mulige ingredienser fik vi skrevet en lille indkøbsseddel, og gik straks ned og handlede, da lysten til jordbærtærte var tiltagende for alles vedkommende.

Det eneste vi faktisk havde i hjemmet var mel... Så handles skulle der i hvert fald!
 
Vi valgte at lave jordbærtærten med en mazerinbund, vanillecreme og selvfølgelig danske jordbær på toppen. Man kunne også vælge at lave en mørdejsbund, men vi var mere til den fuldendte marcipanoplevelse denne gang. En lille marcipangris har man vel lov til at være en gang i mellem.

 Opskriften på mazerinbunden:
140 gram marcipan
140 gram sukker
140 gram smør
4 æg
50 gram mel
Marcipan, sukker og smør røres til en samlet masse.
Æggene tilsættes et ad gangen, og melet røres i efterfølgende.
Mazerinmassen hældes i en smurt tærteform - vi bruge en tærteform på 20 cm og lavede små jordbærtærter i cupcakesforme for resten af dejen, så en tærteform på 25 cm er nok passende til denne portion.
Tærtebunden bages ved 185 grader i ca. 15 min eller til den er tilpas gyldenbrun i overfladen.

Den bagte mazerinbund var klar til at blive beklædt med mørk chokolade.

Mens tærten var i ovnen lavede vi vanillecremen.

Vanillecreme med ekstra vanille:
4 dl mælk
3 æggeblommer
40 gram sukker
30 gram mel
1 vanillestang
Pisk æg og sukker i en skål og tilsæt mel.
Flæk vanillestangen, skrab vanillemassen ud.
Varm mælken op med vanillemassen og stangen, og hæld herefter vanillemælken ned i skålen med æg og sukker. Pisk dette let sammen og hæld massen tilbage i gryden, og varm cremen igennem til den bliver jævn og tilpas tyk.
Den færdige creme sættes på køl.

Da både cremen og den chokoladeovertrukne mazerinbund var afkølede, blev vanillecremen og de smukke jordbær påført og voila - en færdig jordbærtærte var klar til at blive spist!



Vi var så heldige, at solen havde sneget sig frem, mens vi fik fremtryllet vores jordbærtærte, så vi greb muligheden og satte os ud i solen og spiste tærten med en god kop grøn the.
Så helt væk er sommeren nu ikke, må jeg lige sige!
- Maria.

tirsdag den 31. juli 2012

Marias fødselsdag og rugbrødslagkage


Da vi i sidste uge holdt ferie i vores sommerhus kom dagen, hvor Maria skulle fejres ved sin 17 års fødselsdag. Vejret havde hun også sørget for, dagen bød på solskin og 28 grader. Men fødselsdag betyder jo også én ting - nemlig lagkage! Traditionen tro skulle familiens inviteres, og det gav endnu en god mulighed for at gå i køkkenet. Maria havde bestilt vores efterhånden traditionsbundne rugbrødslagslagkage, som består af bagte rugbrødsbunde med hindbærflødeskum og chokolade imellem. Maria havde dog valgt, at vi i år skulle eksperimentere med at erstatte fløden med en hindbærmousse i stedet, så det blev projektet! Det er selvsamme mousse, som vi også brugte, da vi lavede kagen til kagekonkurrencen - opskriften kan findes her.  


Rugbrødslagkage med hindbærmousse:

Opskriften til bundene er hentet fra kogebogen 'Gyldendals Bagebog' og lyder:
3 æg
175 g. sukker
125 g. revet rugbrød
1 spsk. hvedemel
1 spsk. kartoffelmel
1 spsk. kakao
1 tsk. bagepulver
75-100 g. hasselnødder
Æggene deles og blommerne røres med sukker til de er lyse og lette. Rugbrødet røres i. Hvedemel, kartoffelmel, kakao og bagepulver blandes og sigtes i. Nødderne hakkes og røres i. Det kan virke som en ret tør blanding, men det er kun indtil de stiftpiskede hvider vendes forsigtigt i. Vi bagte dejen i en smurt springform af tre gange ved 200 grader på nederste rille.  

Vores kære Oldemor har haven fuld af hindbær, som  vi fik lov at plukke og bruge  i kagen.
Friskplukkede hindbær gør den kun endnu bedre!
Hindbærmoussen lægges mellem de afkølede bunde, og kagen stilles på køl et par timer til moussen har 'sat sig'. Maria bestemte, at vi skulle pynte kagen med flødeskum, og vi puttede derefter den resterende mousse i en sprøjtepose med en stjerneformet tyl for at lave 'rosetterne' i kanten. Endelig pyntede vi kagen af med friske hindbær.  

Maria blev fejret med flag og solskin og en meget lækker rugbrødslagkage:) 

Hurra og tillykke!

Kærlig kagekonkurrence

I vores familie har der efterhånden udviklet sig en sådan opfattelse, at "ingen sommer uden sommerhus". Så også denne sommer stod på sommerhusferie i en uges tid. Da vores sommerhus ligger i et område nær Kalundborg, slentrede vi en af dagene op og ned af hovedgaden Kordilgade i byen. Her fangede vores øjne, helt tilfældigt, et fantastisk syn ude foran butikken 'Fionas verden'. En konkurrence skulle afholdes, hvilket i sig selv er spændende, men endnu bedre var det: En kagekonkurrence!

Vores bud på vinderkagen!

Straks stoppede vi op og hastede ind i butikken for at høre nærmere, og før alt information var blevet udvekslet, havde Maria tilmeldt os konkurrencen.  
Pludselig var varslerne om dårligt vejr fuldstændig ligegyldige, for nu skulle der bages!

Efter meget tids tænken frem og tilbage, blev vi enige om at tage udgangspunkt i hindbær, som jo er ekstra gode i år - en påstand, som vi kan stå inde for efter en lang vandretur i skoven, hvor det vrimlede med vilde hindbær! Mums!
Dette valgte vi at kombinere med mørk chokolade og hasselnødder.

Alt i alt udformede det sig i følgende kage:
En hindbærmousse lavet på friske hindbær mellem en kompakt brownie indeholdende god, mørk chokolade og ristede hasselnødder. Dette smagsløgsplejende resultat overtrækkedes med en mørk chokoladeganache og afsluttet med ristede hasselnødder langs kanten.
Den ultimative kombination i vores øjne - og smagsløg.


Opskriften lyder således:
Hindbærmoussen har vi snuppet fra den, ifølge os, fremragende bog "Byens bedste kager", men vi halverede opskriften:
3 bl husblas
75 gram hindbær ( vi valgte at bruge dobbel mængde, for at få en mere intenssmagende mousse til den meget kraftige brownie)
75 gram sukker
3 pasteuriserede æggeblommer
3,5 dl piskefløde
Pisk æg og sukker til en luftig æggesnaps i ca. 10 min.
Mos herefter hindbærrene.
Udblød husblassen i koldt vandt i ca. 5 min.
Varm hindbærmosen i en gryde, vrid husblassen og tilsæt den til i gryden.
Varm dette op til 45 grader og tag den af varmen.
Tilsæt æggesnapsen lidt efter lidt
Til sidst skal piskefløde piskes til skum, og hindbærmassen tilsættes heri.
Denne mousse lægges så i mellem browniebundene, hvis opskrift følger nedenfor.
    Brownie med ristede hasselnødder:
    185 gram mørk chokolade
    185 gram usaltet smør
    3 store æg
    275 gram sukker
    85 gram hvedemel
    40 gram kakao
    1 tsk bagepulver
    100 gram ristede, hakkede hasselnødder
    Smelt smør og chokolade over vandbad og tag af varmen når smeltet
    Pisk æg og sukker sammen i ca. 5 min med el-pisker
    Tilsæt smør/chokoladeblandingen i æggemassen
    Herefter blandes mel, bagepulver og kakao
    Vend forsigtigt melblandingen i chokolademassen og tilsæt til slut hasselnødderne
    Bag i smurt springform (20 cm) i ca. 40-45 min ved 180 grader.
      Chokoladeganachen ikke at forglemme:
      100 gram mørk chokolade
      1 dl piskefløde
      Smelt chokoladen i fløden over vandbad og afkøl den færdige masse.
      Rør ganachen op før brug og smør løs!

      Nok er disse elementer fantastiske hver for sig, men sammen håbede vi på en vinderkage:

      Brownien deles i to
      Hindbærmoussen lægges imellem de to bunde
      Dette stilles på køl i min. 2 timer (fryseren kan anvendes, hvis tiden driller - som den gjorde i vores tilfælde!)
      Den afkølede kage overtrækkes med chokoladeganachen og pyntes.
      Desværre vandt vi ikke konkurrencen, da vi var oppe imod en del andre garvede kagebagere, som havde store evner inden for fondantområdet. Et område vi træder et stort skridt udenom, da vi i høj grad foretrækker hjemmelavede, gode råvarer i stedet.
      Bedre held næste gang!:)